Sådan tager du et skærmbillede på din Mac

Sådan tager du et skærmbillede på din Mac

Nogle gange kan det være nødvendigt at gemme et vist udklip fra din skærm. Det kan være en enkelt model, du skal bruge senere, det kan være en tabel, du skal bruge i dine noter med det samme, eller det kan være en hel side, du skal dokumentere. Uanset hvad har du med en Mac et utal af muligheder, ikke blot for at tage billeder, men også videoklip. Men hvordan tilgår du disse muligheder? Du får et hurtigt overblik lige her.

Hvis du vil tage et billede af hele skærmen

  • shift + cmd + 3

Hvis du skal bruge et billede af hele skærmen, er der flere ting, du kan foretage dig. Den hurtige løsning får du ved samtidig at holde ’shift’ og ’cmd’ (command) nede, mens du trykker på 3. Det tager et billede af hele skærmen, og billedet dukker op i det nedre højre hjørne som miniature. Klikker du på det, kan du interagere med billedet, kopiere det, rette på det eller helt slette det. Vil du dog have lidt flere muligheder, kan du med fordel trykke på 5 i stedet for 3. Således får du adgang til en større kommandobar, som giver dig forskellige muligheder, blandt andet for at markere forskellige emner eller starte en videooptagelse. Ikonet længst til venstre tager et skærmbillede af hele skærmen. Denne funktion med kommandobaren gælder dog kun Mac med Mojave-styresystemet eller nyere.

Hvis du vil tage et billede af noget bestemt

  • shift + cmd + 4

Har du imidlertid ikke brug for et skærmbillede af hele skærmen, men et mindre område, som du selv vælger, kan du med fordel bruge ’shift’, ’cmd’ og 4 for at tage et billede af et vindue, som du selv definerer. Når du bruger denne funktion, fungerer det lidt som at tegne en boks selv, hvorefter computeren tager billedet. Alternativt kan du bruge kommandobaren beskrevet ovenfor. Her er det ikke ikonet længst til venstre, men ikonet i midten, du skal vælge, hvorefter du får muligheden for at tage dit billede.

Hvis du vil tage et billede af din Touch Bar

  • shift + cmd + 6

Hvis du har en Mac med Touch Bar og samtidig som minimum kører med styresystemet MacOS Sierra 10.12.2, har du nu mulighed for at tage et skærmbillede af din Touch Bar, som den aktuelt ser ud. Billeder dukker op på skrivebordet. Her skal du blot bruge ’shift’, ’cmd’ og 6, hvorefter computeren tager billedet automatisk.

Sådan kan du interagere med miniaturebilledet, der dukker op

Som nævnt dukker der altså et miniaturebillede op af det, du har taget et skærmbillede af, i nederste højre hjørne. Som noget nyt giver det dig en række muligheder for at interagere. Hvis du vælger ikke at gøre noget eller skubber billedet ud af skærmen igen, arkiveres det automatisk som oftest på skrivebordet, medmindre andet er valgt. Hvis du trykker på billedet, forstørres det dog, og du får her muligheden for at flytte billedet til andre placeringer, ændre størrelse på det eller helt slette det.